Byvandringer i reformationens København
I forlængelse af udgivelsen af bogen: På tur i reformationens København, tilbydes forskellige ture om dette spændende emne og den dramatiske tid som København gennemgik.
Klostertur
Kom med på opdagelse i indre København og besøg Sankt Gertrudsklosteret der aldrig har været et kloster, men en kirkegård og i denne periode et hospital.
Vi skal også besøge Sankt Clara kloster og Franciskanermunkene, samt de professionelle sygepassere, Duebrødrene, i Helligåndsklosteret. Efter reformationen havde man stadig behov for klosterfællesskaber. dog på en anden måde, men der findes mere moderne klosterfællesskaber i byen, som vi også hører om.
Turen ender i Sankt Peders Stræde, hvor Karmelitterne holdt til og som spillede en helt særlig rolle i den Københavnske reformation.
I Hans Tausens fodspor
Hans Tausen blev importeret til København af Frederik 1. og begyndte at prædike efter Luthers lære i Nikolaj Kirke. Men var han den første lutheranske præst i København?
Kom med i domhuset, hvor Hans Tausen skal forsvare sin lære og ender med en dødsdom. Og følg med da han går sammen med Biskop Rønnow til bispeboligen gennem en rasende menneskemængde. Og se hvor Hans Tausen havde gået i lære inden han blev lutheraner.