Billede af Kassiopi by med forklarende tekst

De skjulte historier…

En sommerhilsen fra Korfu og lidt tanker om byvandring.

Lige vendt hjem fra den græske ø, Korfu, vil jeg vende et par tanker omkring de skjulte historier. Hvis du er på ferie eller skal det i løbet af sommeren, kan det være jeg kan inspirere dig til at få endnu mere ud af ferien.

En lille fiskerby gemte på dramatiske historier.

Hele familien (og vi er en større flok med fire børn og en fætter med som hjælp) drog afsted til den helt specielle græske ø, Korfu, for at holde ferie. Vi havde valgt et afsides sted, en lille fiskerby ved navn Kassiopi, som skulle være meget afslappende. Det var den også, men for en historienørd som mig var der også en enkelt attraktion, jeg glædede mig til: en byzantinsk borg. Borgen var også mægtig fin, men ret svær at komme til. Ikke handicapvenligt. Og selvom der var skudt jeg ved ikke hvor mange millioner euro i at få den gjort nogenlunde tilgængelig (det var helt fint, da man først var kommet op til den), så var der intet information om bygningstidspunkt, betydning, historie osv. Den slags som vi tager for givet i Danmark. Det var voldsomt irriterende.
Wikipedia kan dog altid hjælpe.

Lidt snak med de lokale om byens historie (på et god blanding af engelsk, tysk og græsk – så jeg ligger ikke hovedet på blokken om detaljer) kastede lys over byens historie. Ikke bare borgen havde været central, men byen havde engang i antikken været hovedbyen på Korfu, og hvor lokale konge havde boet. Under den Peloponnesiske krig (431-404 f.v.t.) spillede byen og farvandet ud for en central rolle. Krigen som det athenske demokrati tabte og det spartanske oligarki vandt. En historie der er værd at tænke over i disse tider, hvor demokrati og frihed flere steder i verden er under pres.

Kirke gemmer på et Zeustempel

Den lokale kirke viste sig også at gemme på en god historie. Før kristendommen blev eneste lovlige religion i romerriget, lå der her et tempel for den øverste af de gamle græske guder; Zeus. Det var der heller ikke skiltet med, men på en af trappetrinene var der en inskription, hvor man kunne læse navnet Demeter – gudinde for korn og frugtbarhed og kone til Zeus.

trædesten med græsk indskrift
Indskrift med
Demeto S
S Lo

 

 

 

 

 

 

 

Det har været en almindelig skik at jævne andres tempel med jorden og bygge kirker ovenpå. Det samme er sket i Danmark. Så under eller lige ved gamle danske kirker har der sandsynligvis været helligsteder for de gamle guder.

Kejser Nero holdt også sommerferie her

Lige ved siden af kirken lå en temmelig trist legeplads. Her havde arkæologer været i gang og havde fundet rester af en romersk pragtvilla. Her havde selveste kejser Nero holdt sommerferie en gang, da Korfu havde været under det romerske imperium. Det var der heller ingen info om, men igen var det lokale og kop kaffe, der kunne få fortalt den historie. De fundene ting var taget ind til hovedbyen på museum. de fineste ting var røget til nationalmuseet i Athen. Her i udkantskorfu var der kun en tom plads tilbage.

Opsøg de skjulte historier!

Så der kan gemme sig mange gode historier, som ikke umiddelbart er til at se. Og det er jo i bund og grund det mine byvandringer går ud på. Trods jeg holdt ferie fik jeg da også i min snørklede hjerne skruet mindst to byvandringer sammen til den lille græske by. Jeg gav ideen videre til en lokal guideservice, som arrangerede ture ud af byen, men de mente det var lige skandinavisk nok. Der skulle helst ikke være for meget hjerneaktivitet – for så kedede folk sig, men gerne noget spiseligt og drikkevarer med. Det kunne vi jo så hver især tænke over.

God ferie og hvis du har brug for lidt aktivitet – både for hjerne og fødder – så hold øje med de åbne byvandringer. Der kommer nye datoer og nye byvandringer til hele tiden.