Vidste du at der er et lille museum i Vor Frue Kirke, hvor man blandt andet kan se disse rester af Peder Palladius’ gravsten?

(ved du ikke hvem Peder Palladius er – så læs det sidste afsnit efter filmen nedenunder og få et ekstraordinært bonuskapitel om hekseprocesser efter reformationen, som ikke kom med i bogen. )

Og vidste du at der under alteret er ruiner af den gamle gotiske katedral fra 1300-tallet?

Det kan du læse om i den nye guide til reformationens København, som jeg har skrevet her i vintermånederne. Den udkommer på forlaget Frydenlund til maj.

Museet i Vor Frue Kirke og ruinerne under kirken er kun åbent på bestemte tidspunkter og inden du drøner ind til Vor Frue, så tjek lige hjemmesiden om åbningstider for disse seværdigheder. De åbner til maj: Se Vor Frues hjemmeside

Mens du venter på det – og på den flotte prisvenlige guidebog, kan du hygge dig med denne fantastiske film om Vor Frue Kirkes historie:

 

Hvem var Peder Palladius?

Peder Palladius (1503-1560) var Københavns og Sjællands første lutheranske biskop. Han besøgte alle kirker i landet og fik dem rettet ind efter den nye lutherske tro. Han var en vigtig person for udformningen af den danske lutheranske kirkegang. Han var en ivrig teologisk ildsjæl med en sær begejstring for hekseafbrændinger.

Her kan du få et kapitel om hekseafbrændinger, som ikke kom med i guidebogen:

Hekseprocesser efter reformationen
(Bonuskapitel som ikke kommer med i bogen)

Mange tror at med reformationen sagde man farvel til en mørk middelalder med hekseforfølgelser osv. Men hekseforfølgelser hører tiden efter reformationen til. Man kendte selvfølgelig til hekse og hekseforfølgelser i den katolske tid, men slet ikke det omfang som kom efter reformationen. Bålene brændte lystigt over det danske rige og man regner med at omkring 1000 mennesker er brændt på bålet fra reformationens indførelse til år 1693. Stor set alle kvinder. Fænomenet er besynderligt, men måske ligger det i tiden og måske er Luther endda selv med til udbrede heksetroen. han mente selv at være vidne til flere hekserier og troede fuldt ud på trolddom og det kom fra den onde selv. Den danske hovedteolog i reformationen. Peder Paladius, jublede over de mange heksebrændinger. En øgning af heksebrændinger kom da Christian IV i 1617 ved lov gjorde al form for trolddom ulovligt. Hidtil skelnede man mellem hvid og sort magi. Forsøg på at helbrede syge med besværgelser eller gamle ritualer fra folketroen, kunne lige pludselig blive et alvorligt problem under en anklage om brug af trolddom. 1693 er den sidste dom med afbrænding til følge, men helt op i 1800-tallet kan man finde historier om lynchninger af mennesker, mistænkt for trolddom. I 1866 fjernede man den sidste paragraf om trolddom fra den danske lovgivning.

De fleste hekseprocesser foregik i Køge, Ribe og Malmø. København havde dog også et par stykker. I 1567 oplevede man det i Nikolaj Kirke, da en ældre dame blev gift med en yngre mand. Det var hendes syvende mand og mange ville gerne se det umage par. Der blev en skubben og massen foran kirken, så præsten næsten ikke kunne komme til at lyse vielsen over brudeparret. Dengang fik man velsignelsen udenfor kirken. Kirkebryllupper er kommet til senere, måske i et forsøg på at få folk ind i kirken. Bruden skulle være blevet gal og sagt at: ”Jeg skal få jer, i dag otte dage, får I andet at tage vare på end mig.” Otte dage senere under højmessen blev der et mørke i kirken og folk gik i panik. Det var nok til at den ældre dame kunne holde hvedebrødsdage i hekseprocessen med dertil hørende tortur, som selvfølgelig fik hende til at navngive flere hekse, som alle blev brændt levende på Gammeltorv.

I uge 20 udkommer Guide til reformnationens København på forlaget Frydenlund.

Foto af Lars Gundersen