Peter Olesen har gjort det igen. En ny guide til København – Stille København – denne gang til de stille oaser i byen og vi kommer vidt omkring. Fra det indre København til Bispebjerg og alle brokvartererne – selvfølgelig også Østerbro, som læsere her på bloggen måske særligt er glade for. Men bogen guider faktisk også udenfor København – til Valby og Frederiksberg. For det er egentlig ikke det geografiske rum, der er så vigtigt for Peter Olesen i denne guide. Det er de stille steder. Der hvor man kan få sig et pusterum, uden for meget støj. Steder hvor man kan mærke efter, reflekterer eller bare være. Det mener Peter der er brug for. Jeg er enig og er både glad for projektet og forundret over alle de små oaser, Hr. Olesen har mediteret frem til os.
Peter Olesen når han er bedst
Peter Olesen har skrevet rigtig mange bøger om København og omegn. De sidste har været en del af den række guider, som forlaget Frydenlund har sat i søen, og som før har været omtalt her på bloggen i forbindelse med de 111 steder i København man bare skal opleve.
Der er selvfølgelig, af de mange bøger i forfatterskabet, nogle der er bedre end andre. Nogle gange føler man at Peter Olesen er sluppet lidt hurtigt omkring det – med researchen, eller hjertet måske ikke har været helt med. Men ikke denne gang! Det virker som et personligt projekt for ham. Noget hjerteblod der bliver udgydt for os læsere. Jeg kender ikke Peter Olesen personligt, men jeg fornemmer han er et meget sensitivt væsen, der simpelthen har brug for alenetid og ro for at kunne fungere både på arbejde og privat. Dem er vi en del af, men tiden vi lever i giver ikke meget plads til os. Men så er det jo befriende, at læse denne bog og finde ud at denne skønne hovedstad, faktisk giver os mulighed for åndehullerne. Helt inde i centrum af byen, hvor trafikken er meget hektisk og der er mange mennesker og flyvske indtryk, kan man finde smukke rolige og inspirerende oaser. Som Olesen siger i sin indledning: “Steder, hvor man kan trække vejret og få ro i sindet for en stund. I ly for den bilende trafik, de hylende sirener og den ofte højlydte menneskesnak. Og lidt væk fra den større og større gruppe af mobiltelefonerende ud-i-luften-snakkere.”
Nu ved du måske om du tilhører målgruppen for bogen eller ej.
Oaser på Østerbro og omegn
På denne blog nørdes der Østerbro og guiden indeholder flere gode oaser, som Olesen finder ro i. Østre Anlæg er jo et fantastisk sted, med mange gode stille hjørner. Classens Have er også med i rækken af udvalgte steder, som Olesen priser for sin vilde karakter. Han har også gjort et fint researcharbejde, så vi får lidt at vide om Classen og det Classenske Fideikommis. Det er de små gode detaljer, jeg især fryder mig over Peter har brugt tid på. Det gør stederne en hel del sjovere at besøge. Garnisons Kirkegård er også med – og den kirkegård har Peter erfaring med, da han for en del år siden skrev en hel bog om denne gamle soldaterkirkegård. Den kan også anbefales. Jeg vil dog tilføje Holmens Kirkegård også, hvis man søger et stille sted. Især hvis man bevæger sig helt ned i bagerst på Holmens, kan man være i fuldstændig stilhed og rimeligt uforstyrret, da der ikke er mange der finder vej helt ned i bunden af kirkegården. Overraskende er Charlottehaven på den gamle kalkbrænderigrund også med som rekreativt område. Olesen roser arkitekterne for at give plads til et så varieret grønt areal i stedet for parkeringspladser. Det er jo rigtigt – det er faktisk et ret fantastisk sted at få et inspirerende hvil. Tak for det tip, Peter!
Hemmelig kunsthave
Lige udenfor Østerbro bliver Sankt Pauls Plads og Toldboden nævnt – men jeg vil lige fremhæve Heerup Haven for jer. Ikke langt fra Toldboden bag Energistyrelsen, finder man en lille have med skulpturer af billedhuggeren Heerup. Der er mange, der ikke kender den. Men med bogen her, kan det være flere vil kigge forbi denne sjove lille oase. Et must hvis man er til Heerup.
Stille København af Peter Olesen er bestemt værd at have med i lommen eller tasken, hvis man er den type der godt vil stige af ræset – eller simpelthen bliver nødt til det, for at fungere optimalt. Jo mere jeg tænker over vores samtid og det samfund vi udsættes for – hvor man altid skal være på, være tilgængelig og kunne præstere, så bliver disse oaser mere og mere vigtige. For vi bliver flere og flere der ikke magter, orker eller simpelthen trodsigt ikke gider ligge under for samfundets pisk og tidstyranni. Vi vil stå af, trække vejret dybt og have fred. Dejligt, vi har en hovedstad, der kan give os det.
God stilhed derude.