Østerbro Avis omtaler østerbrobyvandring.dk og Morten Lander Andersen

Omtale af mine byvandringer i Østerbro Avis

Mine byvandringer på Østerbro oplever større og større opmærksomhed. I denne uge har lokalavisen Østerbro Avis interviewet mig og brugt en hel side på omtale af mine byvandringer og min mission om at sætte Østerbro på det historiske landkort.
Jeg har ikke skubbet på eller plaget om omtalen. Det er sket af sig selv, da et medlem af redaktionen havde været med på en af mine ture og havde fortalt begejstret om det på redaktionen. Det kan jo ikke være meget bedre.

lokalavisen_19_10_2016

Du kan downloade artiklen her: Østerbro Avis s. 10

Hvorfor byvandringer på Østerbro?

Hvorfor lige Østerbro, tænker du måske. Det er der flere grunde til. Dels fordi jeg selv er endt på Østerbro og er historiker. Så kommer lidt lokalhistorisk interesse helt af sig selv. Min første interesse var et angreb under Stormen på København i 1659, som næsten ingen omtale havde i historiebøgerne. Jeg rekonstruerede dette glemte angreb og fandt det ekstremt spændende – især fordi der gik noget galt for den svenske angrebshær og når man gik turen virkede det endnu mere forunderligt, at det gik galt for dem. Den måde at formidle historie på virkede rigtig godt og begejstringen fra publikum var overvældende.

Flere og vildere byvandringer

Det fik mig til at bygge endnu en byvandring op om Slaget i Classens Have i 1807, hvor det var englænderne der angreb København. Mine nørdede evner gav pote og jeg kunne med sikkerhed udpege det nøjagtige sted hvor slaget stod. Stedet er total overbygget og fuldstændig forandret i dag.
En ide til at fortælle den store danmarkshistorie lå lige for og jeg gik på opdagelse efter en fortælling om 1864. Det lod sig også gøre på Østerbro, da der overraskende lå flere hundreder soldater, officerer og beslutningstagere fra krigen i 1864 begravet på Østerbros kirkegårde – som forøvrigt er Københavns ældste aktive kirkegårde.
2. Verdenskrig er det seneste, jeg har kastet mig over. Det har været en stor succes og en stor overraskelse hvor meget stof der var at arbejde med – nok til flere nye byvandringer.

At gøre byvandring til en forretning

Nu går jeg byvandring for Guideservice Danmark og aftenskolen AOF, og i samarbejde med byvandring.nu, men de fleste byvandringer går jeg via mine egne hjemmesider (østerbrobyvandring.dk og undervisningsportalen københavnbyvandring.dk)
Det har kunnet lade sig gøre med systematisk brug af sociale medier og en god portion stædighed. Det sidste halve år har jeg ikke levet af andet og det bliver spændende at se om 2017 kan blive et godt økonomisk år.
Jeg har i hvert fald fået uvurderlig god omtale i lokalavisen.
Tak for det.