Tag Archives: byvandring

Byvandring bliver til teaterstykke

Østerbro Teater Republique opsætter et teaterstykke om krigen og befrielsen med premiere 31. oktober.
Manuskriptforfatteren, Lucas Svensson, har fået inspirationen på byvandringen – Blandt fjender – som jeg sammensatte for at vise de forskellige fjendskaber mellem tyske nazister, danske nazister, modstandsfolk og frivillige i Waffen-SS – og de meget små geografiske cirkler disse mennesker optrådte i.

Læs mere om teaterstykker De befriede hos Teater Republique

I stykket, De befriede, har Teater Republique givet flere af byvandringens personer nyt liv – blandt andet indvandrerkvinden, Jolanda, der arbejdede for modstandsgruppen Holger Danske og havde et privat våbenlager i sit hjem. Og det på trods af at hun var enlig mor med tre børn.

Se de næste byvandringer…..

Ufortalte historier fra lokalarkivet

Det er en historie som besættelsestidseksperten, Niels Gyrsting, i sin tid indsamlede og som kun findes i et gammelt lokalhistorisk blad – 2100 Ø – udgivet af Østerbros Lokalhistoriske Forening og Arkiv.
Ikke engang Frihedsmuseet ligger inde med den historie.
I anledning af teaterets interesse i Jolandas historie, og min egenskab af redaktør på bladet 2100 Ø, er der planer om at genudgive Niels Gyrstings interview med Jolanda og andre af hans spændende artikler fra 2100 Øs ungdom.
(Hvis du melder dig ind i lokalhistorisk forening, får du bladet sendt gratis med posten. 2100 Ø udkommer fire gange årligt med forskellige historier fra det gamle Østerbro.)

Det er en stor glæde, at en byvandring kan give grundbund for et teaterstykke. Især fordi det er en vigtig historie, som viser at krigen ikke endte d. 5. maj 1945 for alle. De valg der blev truffet under besættelsen kunne få alvorlige konsekvenser for hele familier i flere generationer. Den dag i dag er der familier med uforløste historier, fortielser og uløste konflikter.

Berlingske Tidende var med på tur

Vil du læse mere om turen, så var Berlingske Tidende med på turen. Bent Blüdnikow var begejstret og selvom han fik et par detaljer lidt forkert, blev det en god artikel.
(en pointe med turen er, at man kunne melde sig til SS allerede fra september 1940, på trods det var ulovligt og længe før Frikorps Danmark – i artiklen står der 1942 i stedet for 1940)

Læs artiklen her:
DA MISS DANMARK HEILEDE FOR HITLER – BERLINGSKE TIDENDE 18. JULI 2019

Hvis du er interesseret i turen, kan du altid kontakte mig – jeg lever for at formidle historien og lige meget hvor mange eller få I er, kan vi finde ud af en tur.
SKRIV TIL MIG – JEG SVARER SÅ HURTIGT SOM MULIGT

Omtale af mine byvandringer i Østerbro Avis

Mine byvandringer på Østerbro oplever større og større opmærksomhed. I denne uge har lokalavisen Østerbro Avis interviewet mig og brugt en hel side på omtale af mine byvandringer og min mission om at sætte Østerbro på det historiske landkort.
Jeg har ikke skubbet på eller plaget om omtalen. Det er sket af sig selv, da et medlem af redaktionen havde været med på en af mine ture og havde fortalt begejstret om det på redaktionen. Det kan jo ikke være meget bedre.

lokalavisen_19_10_2016

Du kan downloade artiklen her: Østerbro Avis s. 10

Hvorfor byvandringer på Østerbro?

Hvorfor lige Østerbro, tænker du måske. Det er der flere grunde til. Dels fordi jeg selv er endt på Østerbro og er historiker. Så kommer lidt lokalhistorisk interesse helt af sig selv. Min første interesse var et angreb under Stormen på København i 1659, som næsten ingen omtale havde i historiebøgerne. Jeg rekonstruerede dette glemte angreb og fandt det ekstremt spændende – især fordi der gik noget galt for den svenske angrebshær og når man gik turen virkede det endnu mere forunderligt, at det gik galt for dem. Den måde at formidle historie på virkede rigtig godt og begejstringen fra publikum var overvældende.

Flere og vildere byvandringer

Det fik mig til at bygge endnu en byvandring op om Slaget i Classens Have i 1807, hvor det var englænderne der angreb København. Mine nørdede evner gav pote og jeg kunne med sikkerhed udpege det nøjagtige sted hvor slaget stod. Stedet er total overbygget og fuldstændig forandret i dag.
En ide til at fortælle den store danmarkshistorie lå lige for og jeg gik på opdagelse efter en fortælling om 1864. Det lod sig også gøre på Østerbro, da der overraskende lå flere hundreder soldater, officerer og beslutningstagere fra krigen i 1864 begravet på Østerbros kirkegårde – som forøvrigt er Københavns ældste aktive kirkegårde.
2. Verdenskrig er det seneste, jeg har kastet mig over. Det har været en stor succes og en stor overraskelse hvor meget stof der var at arbejde med – nok til flere nye byvandringer.

At gøre byvandring til en forretning

Nu går jeg byvandring for Guideservice Danmark og aftenskolen AOF, og i samarbejde med byvandring.nu, men de fleste byvandringer går jeg via mine egne hjemmesider (østerbrobyvandring.dk og undervisningsportalen københavnbyvandring.dk)
Det har kunnet lade sig gøre med systematisk brug af sociale medier og en god portion stædighed. Det sidste halve år har jeg ikke levet af andet og det bliver spændende at se om 2017 kan blive et godt økonomisk år.
Jeg har i hvert fald fået uvurderlig god omtale i lokalavisen.
Tak for det.

Hvor mange danskere døde i krigen 1864?

Ved sidste byvandring om 1864 fik jeg spørgsmålet om, hvor mange der døde i krigen 1864. Jeg måtte umiddelbart melde pas, men her er de officielle danske tal:
1500 døde
3400 sårede
1900 savnede
8300 fanger

Tallene skal dog tages med forbehold. Blandt de sårede, var der et antal der døde efterfølgende og blandt de savnede, må man også regne med at der var en del døde. Her er artiklen om antallene af danske døde og sårede i krigen 1864.
Artiklen konkludere at 1864 faktisk ikke var så blodig en krig i forhold til de preussiske krige, der fulgte efter – krigen mod Østrig-Ungarn (1866) og Frankrig (1870).
Artiklen er fra siden: danmarkshistorien.dk og fra temaet om 1864.

Stormen på Dybbøl skanserne 18. april 1864

Stormen på Dybbøl skanserne om morgen d. 18. april er en blodig affære, når man tænker på myrderierne foregik på max. 4 timer og langt de fleste faldt de første par timer af slaget.
I tiden op til stormen fra d. 20. februar til stormen d. 18. april, dør der 315 soldater og 684 såredes. På de få timer stormen varer – fra kl. 10 til de sidste soldater er kommet over til Sønderborg ved 14 tiden – dør der 379 soldater og 920 såredes. 646 blev meldt savnede.
Preusserne havde i alt ca. 1200 døde og sårede ved slaget på Dybbøl skanserne.

Slaget om Als 29. juni – 1. juli 1864

Efter fredsforhandlingerne i London brød sammen indtog Preusserne Als, hvor den danske hær mistede 216 soldater og 2932 enten blev sårede, taget til fange eller meldt savnede. Efter dette slag var den danske hær slået og vejen lå åben for Preusserne og Østrigerne for at indtage resten af Danmark.
Det gjorde de heldigvis ikke.

Næste byvandring om 1864

En del af de døde fra slagene er begravet på Østerbro i København på de militære kirkegårde: Garnison og Holmens kirkegårde. Læs mere om turen her – 1864 på Østerbro.
Der er mulighed for at møde dem og blive klogere på krigen i 1864 – find den næste byvandring her – eller bestil en ved at kontakte mig.

Kamp i Svanemøllebugten 1807

I sommeren 1807 belejrede en stor engelsk hær København. Indefra København angreb danskerne de engelske stillinger af flere omgange. Mange af disse træfninger foregik i det daværende Classens Have, som var et større område end det nuværende Classens Have.  Der blev også kæmpet til søs og små danske kanonbåde holdt den engelske flåde væk, og generede de engelske kanonstillinger på land.

Begge hænder amputeret

Kanonbåden Viborg lå i Svanemøllebugten og skød på de engelske stillinger. Englænderne skød igen og var heldige at ramme kanonbåden. Matros Niels Terkelsen fra Gjøl ved Viborg blev så alvorligt såret, at han fik begge hænder amputeret. Den hårdføre nordjyde nægtede at lade sig bedøve, da han ville se hvordan lægerne ville gribe sagen an. Den historie imponerede Kronprins Frederik d. VI, som fik specialfremstillet denne kunstige hånd til Niels for hans tapperhed.

Københavns bombardement

Udfaldene var en succes, men kom ikke til at betyde noget for udfaldet af angrebet. Englænderne havde taget ekstremt meget kraftigt artilleri med, som bombede København voldsomt i løbet af  fire døgn.  Angrebet er blevet kaldt det første terror-bombardement af en civil by. Det er ikke historisk korrekt.  Der har desværre været rigeligt af bombardementer af civilbefolkning gennem tiden, men samtiden var forfærdet over den engelske brutalitet.
Englænderne fik hvad de ville – den danske flåde, inden Napoleon kunne få fat i den. Danmark blev presset ind i Napoleonskrigene og endte i 1814 med at stå på den tabende side, med tabet af Norge som resultat.

Oplev Classens Have

På byvandringen om englændernes belejring, går vi i den danske hærs fodspor  til frontlinien og besøger det nuværende Classens Have. Vi finder ud af hvor det gamle Classens Have lå og hvor havet dengang begyndte, hvilket var et helt andet sted end i dag.

Østerbro er et af de fredeligste steder i Danmark i dag, men sådan har det bestemt ikke altid været.